Myte om solens evige rejse.

Vi møder på helleristninger fra det sydskandinaviske område en rigdom af figurer, der har indgået i forskellige fortællinger, som synes at have religiøs karakter.
Den samme religiøse forestillingsverden finder man i form af miniaturebilleder på bronzegenstande.
Med udgangspunkt i flere hundrede skibsbilleder på bronzeting (særlige rageknive) fra især yngre bronzealder (ca. 1100-500 f.kr,) har især arkæolog F. Kaul arbejdet med myten om solens rejse.
Arkæologerne har tolket skibe og afbildninger af sole, heste, fisk og slanger som del af fortællingen om solens cyklus.

Ved solopgang hjælper en fisk solen op fra natskibet til et dagskib.
Om dagen sejler skibet mod højre (= samme vej som solens gang på himmelen), og når solen står højest midt på dagen, hentes den af hesten, som nu trækker solen.
Om eftermiddagen afleverer hesten solen til et nyt skib. Når solen går ned, bliver den hentet af slangen, der tager solen ned til natskibet, som sejler mod venstre i underverden.
Ved solopgang starter det hele forfra.
Skibet, der er så rigt repræsenteret på de nordbornholmsk klipper, er dog ikke udelukkende et billede af solen evige rejse.
Det havde en stor betydning i bronzealders religiøse forestillingsverden, ligesom dets betydning i den virkelige verden var afgørende.
Skibet gav mulighed for transport og adgang til en større verden med mange spændende muligheder og eftertragtede materialer som bronze, guld og glas.
Denne kontakt betød samtidig, at ideer, tro og verdensopfattelser blev påvirket mange steder fra.