Rituelle aktiviteter ved helleristningsfelter.
Udgravninger ved helleristningsfelter har vist, at der antagelig er foregået rituelle aktiviteter omkring helleristningerne.
Der er flere gange nær helleristningsfelterne undersøgt stenlægninger med lerkarskår og brændt ler eller lerklining.
Et af de bedste eksempler herpå er fremkommet ved Madsebakke nær Allinge. Umiddelbart foran klippen med bl.a. skibemotiver har man fundet spor af en stolperække.
Det kan muligvis have været en form for scene for datidens ”præster” eller en afskærmning af klippen.
Der er også erkendt stenlægninger med lerkarskår og brændt lerklining med aftryk af fletværk af grene.
Uden for indhegningen er fundet flere kogestensgruber, som antagelig har været benyttet til madlavning.
I et par store huller er der fremkommet betydelige mængder af dyreknogler. Det lader til, at menneskene her har efterladt større kødstykker fra især kvæg og hest.
Der kan have været tale om spisning i forbindelse med religiøse handlinger ved helleristningerne.
Bronzealderens helleristninger og øvrige fundmateriale giver os en fornemmelse af menneskenes materielle og teknologiske stadie med forbindelser til andre områder og af deres religiøse dyrkelse af frugtbarhed og solen.